29. marts 2015

En søndag med lidt af hvert

Uret er blevet sat på sommertid, og det er længere lyst om aftenen :-)
 

Påskeliljerne står på spring.



Det holdt nogenlunde tørvejr det meste af eftermiddagen. Det var rart, at jeg kunne komme ud og få ordnet lidt.
Genbrugspladsen er også gået over til sommertid, hvilket betyder, at de har søndagsåben, hvilket jeg sætter stor pris på. Vi var ude med et læs haveaffald og fik traileren fyldt med kompost, som kom med retur.


Komposten bliver strøet ud her i køkkenhaven, og nu mangler jeg kun at få fyldt noget på det ny gravede stykke bagerst til højre i billedet. Et par læs mere, så er det klaret.
 
Der er optræk til regn, så læhegnsplanterne og granerne, som blev plantet sidste forår, fik et drys gødning, og køkkenhaven noget kalk.


Det var ikke muligt at få planteskolebedene ud i fuld længde, da jeg startede på at lave dem pga. det gamle busket. Buskettet blev fjernet sidste år, så nu skal det lille hængeparti ud af verden. Den opgave begyndte jeg i dag.
To bede er nu færdige, så nu mangler jeg kun at få et bed ud i fuld længde.


Det mærkes tydeligt, at jeg igen graver i den ende af haven, hvor murbrokker, glasskår, gammelt jern og andet skrammel gemmer sig under overfladen.
Det er hvad jeg gravede op på kun 1 m2. Det er noget værre svineri, men vi har efterhånden fået ryddet rigtig meget op i det.





Den japanske kirsebær, som står og stritter op midt i billeder, i det bed jeg mangler at grave, er den sidste plante jeg mangler at flytte fra midlertidige planteindslag jeg fik lov at lave herude i oktober 2011 en måned før vi overtog stedet her.
 


Det midlertidige planteindslag oktober 2011.

27. marts 2015

Der prikles og sås.


For noget tid siden såede jeg tomater, artiskokker og kæmpe verbena, planter som skal sås forholdsvis tidligt på året. De to først nævnte fik jeg priklet i dag. Verbenaerne må lige vente et par dage endnu.
Det skrå vindue mod nord er et god sted at have de små nye planter stående. Der er masser af lys, og hvis rummet bliver for varmt kan jeg lette lidt på vinduet og hurtigt få kølet lidt ned ved planterne. De står ikke og trækker sig lange og skæve (endnu). 



Pladsen kan dog hurtig blive for trang, så der er også rykket planter ind i vindueskarmen i soveværelset, hvor lys og temperatur forhåbentlig matcher fornuftigt.


I dag fik jeg sået endnu flere frø, kål, selleri, porrer og flere forskellige slags sommerblomster :-)
 
Inden længe står jeg med noget af en opgave, fordi jeg endnu ikke har et drivhus.
Jeg har dog fået en ide, til hvordan jeg forhåbentlig kan takle den opgave, mere om det senere ;-)

26. marts 2015

Primula og nyt job.


Jeg er så glad for denne primula, som har foldet den første blomst ud i dag.
Den er helt almindelig, men alligevel noget ganske særligt for mig :-)
Den stammer fra mine for længst afdøde svigerforældres have, og er flyttet med os, begge gange vi er flyttet, siden vi fik den.


Planen var, at jeg skulle starte på arbejde den 1. april (efter 5 måneders vinterfyring), i samme job som jeg havde sidste år hos Park og Vej i Billund kommune, en god arbejdsplads med søde kollegaer, men der kan alligevel hurtigt ske ændringer..........
 
I går blev jeg tilbudt job hos HedeDanmark i Billund, hvor jeg i vinter havde afleveret en uopfordret ansøgning. Det er en arbejdsplads og et job, hvor der er så mange ting der tiltaler mig, at jeg sagde ja tak med det samme :-)
Allerede i dag havde jeg første arbejdsdag - spændende :-)
Jeg håber og tror, jeg bliver rigtig glad for mit nye job. Mavefornemmelsen er i hvert tilfælde god :-)
 

24. marts 2015

Redskabsrummet.


En gang imellem kan det undre mig, at opgaver som ikke tager ret lang tid at udføre, ikke bliver ordnet med det samme...................
En af de små opgaver var at få sat en skinne op til mine haveredskaber. Jeg har fået den skinne forærende for lang tid siden, men først i dag fik jeg spurgt H.J. om han ville hænge den op. Det er jo fjollet, at jeg kan gå og rode rundt med mine ting, når der er en anden mulighed inden for rækkevide, men sådan er der jo så meget  ;-)


Skinnen er meget enkel. Et genialt system, hvor ophængene til redskaberne kan skubbes frem og tilbage, så det er nemt at justere afstanden mellem dem, alt afhængig af hvad der skal hænges op. Det er ligeledes nemt at hænge et ekstra ophæng på eller fjerne en, hvis der er behov for det :-) 


Sikke en orden det gav :-)




Det motiverede mig lige til at få ordnet resten af redskabsrummet, som også var blevet temmelig rodet.
 

Det er rart, at have sådan et redskabsrum, hvor der er plads til både haveredskaber, urtepotter, krukker m.m., og endda med udgang direkte til  haven :-)

22. marts 2015

Terrasserne mod syd og vest og et stort delmål er nået.

 
De første martsvioler er sprunget ud.
De står lige i solen og er noget så yndige :-)



Vejret blev noget bedre end forventet. Vi havde fuld sol fra tidlig formiddag og til langt ud på eftermiddagen, så det blev til flere timer i haven :-)
Bedet her på sydsiden af huset blev ordnet, så nu er det bare at vente på, at margueritter og stokroser sætter gang i væksten.




Inde på syd terrassen er er jeg gået i gang med at kradse fuger op i belægningen.


 Det er en større opgave at komme igennem de mange m2, der er rundt ved huset mod syd og vest, men jeg må jo bare starte fra en ende af ;-)

 





Her inde i krogen mellem gavlene på stuehus og stald vil jeg have lavet et gårdhavemiljø. Jeg tror, det bliver næste års projekt, at omdanne de 80-90 m2 til en skøn lille oase, så jeg er så småt begyndt at overveje, hvordan designet skal være.
Det ligger ret fast, at den nye belægning skal laves af 40x40 betonsten, brosten og chaussesten, og inde ved huset skal der være en kant med pigsten.
Beplantningen, har jeg planer om, skal holdes i blålige farveskala.


Her ovre ved Zita´s hundegård, mellem stald og brændestak, har vi også en dejlig sydvendt siddeplads med god læ.


Et stort delmål er nået i dag - der ikke er mere græs tilbage i køkken- og snithaven :-)
240 m2 bar jord står klar til at blive fyldt med kartofler, grønsager og skønne snitblomster :-)
Ih hvor jeg glæder mig !!




21. marts 2015

Besøg af hr. og fru dompap.

I dag har vi for første gang haft besøg af et dompap par i foderbrættet. Jeg så et par ovre på engen for et par år siden, men ellers har vi ikke set noget til dem.
Jeg holder utrolig meget af de fine fugle, så det var en stor glæde, de endelig kom på besøg :-)
 




Parret har været her mange gange i løbet af dagen :-)


De virker ikke til at være særlig sky.
Efter at have skudt en masse billeder gennem ruden i stuen, listede jeg et vindue op, det tog de meget roligt. Først da jeg åbnede havedøren, og fik taget et par billeder derfra lettede de.
 



Hr. og fru dompap, de er så fine :-)


Jeg håber de kunne li´ at være på besøg, og får lyst til at vende tilbage.

Dage med godt havevejr.

De seneste dage har vi haft fantastisk godt havevejr, hvilket jeg naturligvis har udnyttet fuldt ud :-)
1. april kalder arbejdet igen (er gartner og har været vinterfyret), så det er godt at være i god form til den kommende sæson, og samtidig er det rart, at komme godt fra start hjemme i min egen have.
 

Det lune vejr betyder, at jeg dagligt kan se planternes udvikling.
Tete a tete er begyndt at springe ud.


De sidste paradisæbler er blevet plantet her i vores kommende blomsterhave.


3 stk. Malus ´Makamik´.


3 stk. Malus ´Braendkjaer´.


Rhododendronerne har fået en god grundvanding.


Det grønne tæppe af Efeu og Vinca har bredt sig godt inde i skovhaven. Det er planter som oprindelig stod herinde, men de stortrives efter der er blevet rengjort lidt i området, og der kommer mere lys ind.


Vincaerne er også så småt begyndt at blomstre :-)


Det hvide bed ser ikke ud af så meget lige nu, men helt nede i jordhøjde kan man sagtens se, at en masse planter titter frem.


Planteskolebedene har fået den helt store tur. Kanterne er blevet justeret ind i forhold til hækken, så bedene står helt som de skal.



Her i modsatte ende mangler jeg at forlænge bedene lidt. Det har jeg fået sat af til, så nu er det nemt at gå ud og vende det sidste græs, når tiden kommer til det.


Jeg har nogle mindre hængepartier rundt omkring, dem vil jeg have styr på, inden jeg fortsætter med at anlægge nyt.  Jeg har f.eks. lavet en god bred kant her ved hækken, så der er plads til at skuffe og rive ukrudt. 

 
 Det er vigtigt at kunne holde rent ind omkring hækplanterne, så de får de mest optimale vækstbetingelser.



Nu er der styr på de kanter hele vejen rundt om køkken- og snithaven.


I køkken- og snithaven går det hele også planmæssigt frem. Jeg mangler kun at vende ganske lidt græs, før hele det haverum står med bar jord :-)
Jeg er godt i gang med at køre kompost på, men det kræver endnu nogle ture til genbrugspladsen for at hente det inden jeg har fyldt på hele vejen rundt i køkkenhaven.


Jeg stiller stole rundt omkring i haven, for det er altid godt, at kunne sætte sig, og nyde synet af det arbejde der er lavet :-)


Perlehyacinter på vej :-)