Farverne har endnu ikke forladt haven, selv om vi snart er midt i november.
Judapengene står med hvide frøstande, og midt i billedet kan de røde grene fra en rødgrenet kornel anes mellem grønne og gule blade.
I skovbunden er der enkelte blomster tilbage i Vincaerne.
Græsset har længe trængt til at blive klippet, men i dag lykkes det endelig, at få tid og vejr til at gå op i en højere enhed :-)
Græs og blade var dog stadig fugtige midt på dagen, så resultatet blev ikke det pæneste, da opsamleren hele tiden stoppede til, men plænen er klippet.
Frugthaven nåede vi ikke at få plantet til i dette efterår, men mon ikke der sker noget til foråret ;-)
T.h. i billedet er materialepladsen. Det er virkelig praktisk med sådan en afsætningsplads, og i løbet af få år skærmer hækken forhåbentlig af for "rodet" :-)
Det begynder at hjælpe på oprydningen i køkken- og snithaven.
Nu hvor det hele er ved at være ryddet, kan man rigtig se, hvor stor området er. Om sommeren hvor planterne står i fuldt flor, virker dette haverum ikke nær så stort.
Jeg fik plantet et par Rhododendroner i skovhaven i dag, mens H.J. klippede plæne.
Midt i billedet er der kommet en R.Visky - en foræring fra en bekendt i havekredsen. Dejligt den havnede i vores have i stedet for at blive smidt ud :-) (Tak Ellen)
I mindre haver bliver visse planter hurtigt for store, men hos os er der jo masser af plads, og halvstore planter er "guld" :-)
Den anden Rhododendron der blev plantet, er en R. pachysanthum, se lige den fine farve bladene har på undersiden. Det er en gave fra en af dem, jeg var til svendeprøve sammen med.
(Endnu engang tak for den Henrik)
De gule lærkesporer står i skovbunden med deres fine løv, og har heller ikke afsluttet blomstringen helt for i år.
Inde i køkkenet står denne store flotte buket roser, jeg kan gå og glæde mig over.
Dem fik jeg af H.J. den anden dag, da jeg rundede et halvt århundrede :-)