31. oktober 2011

Lyserød skønhed

Denne lyserøde skønhed af en rose blomstrer og blomstrer. Bladene er fint grønne og der er stadig knopper, som ikke har foldet sig ud. Kan håbe på, at frosten holder sig væk et stykke tid endnu.




30. oktober 2011

Lidt mere fra vores nye have.

Igen i denne weekend har vi flyttet planter. Nu over 100 planter ialt, en god blanding af træer, buske, stauder m.m. er flyttet ud i det indslag, vi har lavet i vores nye have :-) Skønt at have lidt planter at starte med, selvom det ikke kommer til at strække langt i en have af den størrelse.

Dyreliv kommer vi til at se en del til. I dag kom et par fasaner farende ind i haven, da vi var derude. Sælger har fortalt, at der er et par fasankokke, der har hver deres territorium i haven, så ind imellem er der krig ;-)

Indslaget er blevet forlænget noget i denne weekend :-)

Håber de fleste planter klarer alt det flytten rundt.

Skøn udsigt ud over engen.


Der bliver noget plads at lege på :-)

Der er ret langt ud i den anden ende af haven :-)


Vi glæder os vildt til at overtage nøglerne til huset :-) Det bliver ikke så tosset at sidde oppe bag ruderne i kvisten, og nyde udsigten, når der er dømt afslapning indendøre.

Jagten på muldvarpe skal sættes ind. De har ret travlt lige nu.

Her vil det være oplagt at lave en sti gennem buskettet og plante forskellige skyggetålende planter i bunden. Åh hvor vi glæder os til at komme i gang :-)

Der skal ikke beskæres ret meget før der kan laves en snoet sti.


Der er allerede en del efeu i bunden.


29. oktober 2011

Forfald i mere end en forstand.


Efteråret er over os. Planterne visner ned, bladene ændrer farver, og mange er allerede faldet til jorden. Det var så den sommer. Jeg elsker efterårsfarverne, og nyder synet af haven i efterårsdragt. Haven forfalder, men vågner normalt op igen til foråret.
I år er det noget anderledes med vores have. Den forfalder i mere end en forstand. Planterne er på vej i dvale, men flere og flere planter forsvinder også ud af haven. Den begynder at se bar ud, i forhold til hvad den har været.
Igen i dag er der gravet planter op, som er blevet flyttet ud i den nye have. Håbet er at de fleste klarer flytningen, først til det planteindslag vi har lavet, for derefter igen at skulle flyttes ud på et blivende sted.

Græssernes blade er ikke længere grønne, de gyldne farver er også ved at indhente dem.




Troldlærken er meget synlig nu, hvor nålene er blevet gule og rhododendronernes grønne blade står som baggrund.


Almindelig lærk, som har stået i krukken flere år. Det hæmmer væksten meget.



En af mine små bøgehæk planter, som kom i krukke i foråret. Den ligner allerede et lille træ. De grønne planter i bunden er selvsåede for glem mig ej. De kan få lov at pryde der, til træet folder nye blade ud.

28. oktober 2011

Ensian/Gentiana sino-ornata ´Blauer Zwerg´


Denne fine lille ensian er en af mine yndlingsblomster. Den står stadig her sidst i oktober og pryder haven med sine klare blå farver, så snart solen sender et par stråler igennem. Det er som om den bare fortsætter, når alt andet er ved at være på retur. Det er da fantastisk :-)

26. oktober 2011

Afklaring.

14 dage er frygtelig lang tid at gå og vente, især når det er en ubehagelig dag, der er i vente :-(
Nu er dagen overstået, og der er kommet en afklaring, alle ved hvor de står, uanset udfaldet.
Fyringsrunde - åh hvor jeg hader det...........

Jeg har stadig mit job. Alle kollegaerne på mit arbejdssted har også deres job, men 6 andre kollegaer (4 kvinder og 2 mænd) står desværre uden :-(

Kun tiden kan vise, hvordan arbejdet skal klares fremover. Meget vil ændre sig, når 1/3 del af gartnerne skal gå.
En ting er sikkert, det bliver en helt anden arbejdsplads. Det stod vist klart for alle, allerede da "bomben" faldt.

Der vil naturligvis komme omrokeringer af personalet, og umiddelbart ser det for mig ud til, at plejeniveauet må ændres nogle steder. 11 mand kan ikke uden videre nå det samme som 17.
Er noget spændt på, hvad ledelsen melder ud med, i forhold til, hvordan arbejdsopgaverne skal prioriteres/klares fremover.

23. oktober 2011

1. spadestik i vores nye have.

Vi har været så heldige at få lavet en aftale, med dem vi køber hus af. Vi må begynde at flytte vores planter derud allerede nu, selvom vi først overtager 15. november. Det er jeg meget glad for, for så er jeg sikker på, at planterne kommer i jorden, inden den pludselig er bundfrossen eller fyldt med sne :-)
Planteflytningen er startet i dag :-) 

Her ser i vores kommende hjem fra havesiden :-)

Første læs planter.

Første spadestik.
For at få lavet plads til planterne, var der et større gravearbejde. Der er ingen bar jord at plante i, så der er kun en vej, nemlig at få vendt noget plæne.

Det går meget fint, men........der er en del murbrokker i jorden. Tankerne om, om der mon ligger en halv stald under plænen strejfede os. Tror dog ikke det er så galt ;-)

Denne cementblok var det største vi stødte på i dag, men op kom den.

H.J. hjalp til, men han skal desværre passe meget på ryggen, da han har en diskusprolaps, som driller voldsomt.

De planter, der krævede de største huller, kom i først :-)

Frokost i det grønne, ostemadder og mælk smager rigtig godt, når man er sulten :-)

Første læs planter er i jorden. Derefter hjem og hente et læs mere :-)

Det går planmæssigt frem :-)

Dagens arbejde er vel overstået, omkring 75 planter, en god blanding af både store og små kom i jorden :-) Det bliver dejligt at have en god miniplanteskole at tage planter fra, når vi kommer i gang med at anlægge haven.
Vi forventer at fortsætte næste weekend :-) 
Vi skulle selvfølgelig en tur rundt i haven med kameraet, når vi nu var derude :-)


Et kig fra vest mod øst.

Billedet er taget fra det sydvestligst hjørne af grunden, med kameraet vendt mod nord.


Her ses den sydvestlige hjørne af haven. Der skal være bålplads, men lidt udvidet i forhold til den lille bålplads, der er i dag :-) Tror vi kommer til at tilbringe mange sommeraftener i det hjørne af haven.

Et kig gennem haven.

Her ses huset fra øst.

Små hvil skulle der til, så et par klapstole kom med på dagens tur. Der er mange hyggelige steder i haven, hvor der kan stå bænke og stole :-)




22. oktober 2011

Stemningsbilleder 22. oktober



Det hængende hjertetræ i høstfarver.

Der er stadig enkelte blomster tilbage i denne geranium.

Den eneste af mine lyngfloks, som har efterblomstring lige nu.


Chrysanthemumen er med endnu :-)

Rhododendroner og andre planter, som venter på at komme i jorden. I dag er der købt spagnum, som skal omkring dem, når de igen får fast jord under rødderne.