3. marts 2019

Forår på kalenderen og i haven

 Februar plejer for mig, at være årets længste måned, på trods af det er årets korteste. Sådan har det bestemt ikke været i år. Vinteren sluttede af med det skønneste forårsvejr, og nu hvor vi er kommet ind i den første forårsmåned, ser vejrudsigten stadig lovende ud. Det er forår i Danmark, i kalenderen men bestemt også i haverne.
 

Mine krokus er godt på vej, selvom de står her på nordsiden af plankeværket.

 









Det tidlige og fine forårsvejr har betydet, at mine whiskytønder også er kommet i forårsklæder.


De bliver hvert forår plantet til med hornvioler. 

 
De små grantræer, som var på vinterophold i whiskytønderne er plantet ud i haven igen.

 
På trods af, at vi kun lige er kommet ind i marts måned, sker der dagligt en masse ude i haven.
Her er det sneforsytiaen. Den har en masse små fine helt sart lyserøde blomster.



Den lyserøde Ribes, som jeg fik af Susanne fra Solbakken, er meget tæt på at springe ud.




I skovhaven er disse krokus dukket op.


Dorothea liljerne, som jeg fik af Ulla fra Frk. Anemone begynder så småt at formere sig.


Tete a tete har påbegyndt blomstringen.


I skovhaven blander vintergækkerne sig med denne broget bladede benved. Det er rigtig fint, selvom billedet ikke helt lader skønheden komme til sin ret.


Det er tidligt min første Rhododendron er ved at lægge an til blomster.
Det er i øvrigt en plante jeg selv har lavet. 


Juleroserne er altid sene hos os, men nu er de i gang.



I drivhuset sker der også noget. Ferskentræet har været glad for den varme, vi har haft på det seneste, og er meget tæt på at åbne de helt fantastiske lyserøde blomster. Det kan ikke vare længe, inden jeg skal ud og lege bi.


H.J. har leget paparazzi fotograf, mens jeg var i gang med at lave en bredere kant her bag bøgehækken. Det er også ret afslørende, for billedet viser jo også, at der er blevet lidt for grønt på den forkerte måde i min have - men kampen er sat ind 😏