Det er stadig vinter, vi er sidst i februar, det er rigtig råkoldt udenfor, så vejret indbyder ikke ligefrem til udendørs aktiviteter, men en hurtig runde med kameraet kunne lige klares ;-)
Længslen efter forår og lunere vinde trænger sig mere og mere på. Jeg håber at vejudsigten holder, så vi får de lovede plusgrader i næste uge, og dermed en lille forsmag på foråret :-)
Et lille drys hvidt fra oven, har endnu engang fået haven til at se meget vinterlig ud.
Whiskytønderne står fint med sin vinterpynt, men jeg glæder mig rigtig meget til, at det bliver så meget forår, at fyrgrenene kan blive udskiftet med stedmoderplanter.
Stedsegrønne planter er ekstra skønne her om vinteren, og ikke til at undværre. Her er det en brogetbladet benved, og en thuja der har en fin gullig farve.
Det store ahorntræ ligger stadig midt på plænen. Jeg ser frem til, at vi får ryddet op her, men lysten til at gå udenfor er ikke rigtig til stede, så længe det er så koldt. Nå pyt, det tager ikke så lang tid, når vi først kommer i gang, så vi venter til temperaturen stiger lidt ;-)
Egetræerne er skønne, som de står her i vinterkulden med de brune blade :-)
I det sydøstlige hjørne af haven fylder vi op med haveaffald og overskudsjord, ikke specielt kønt, men der er selvfølgelig en mening med det ;-)
Selvom vi fylder op, bliver der også taget hensyn til det kommende stisystem, som skal laves gennem læhegnet. Allerede nu kan et lille stykke sti fornemmes midt i billedet.
Bunken med flis vokser stille og roligt, så mon ikke det bliver til en pæn portion i løbet af foråret :-)
Nu hvor marken står uden afgrøder, har vi et dejligt langt kig over mod skoven.
De to rhododendroner, der blev flyttet over i skovhaven i efteråret, står og fryser med sammenfoldede blade.
Det bliver spændende om de stedsegrønne planter har klaret flytningen.
Lige så snart frosten er af jorden, skal bedet selvfølgelig graves færdig.
Flere rhododendroner står klar i planteindslaget til at blive flyttet ud på en blivende plads :-)
Denne lille bunke træ vil vokse sig ret stor, efterhånden som vi får flyttet alt det fældede træ herom :-)
Hvor bliver det dejligt, når vi igen kan sidde her på den vestvendte terrasse og nyde sol og varme :-)
Her et kig over mod min lille skovhave.