3. marts 2019

Forår på kalenderen og i haven

 Februar plejer for mig, at være årets længste måned, på trods af det er årets korteste. Sådan har det bestemt ikke været i år. Vinteren sluttede af med det skønneste forårsvejr, og nu hvor vi er kommet ind i den første forårsmåned, ser vejrudsigten stadig lovende ud. Det er forår i Danmark, i kalenderen men bestemt også i haverne.
 

Mine krokus er godt på vej, selvom de står her på nordsiden af plankeværket.

 









Det tidlige og fine forårsvejr har betydet, at mine whiskytønder også er kommet i forårsklæder.


De bliver hvert forår plantet til med hornvioler. 

 
De små grantræer, som var på vinterophold i whiskytønderne er plantet ud i haven igen.

 
På trods af, at vi kun lige er kommet ind i marts måned, sker der dagligt en masse ude i haven.
Her er det sneforsytiaen. Den har en masse små fine helt sart lyserøde blomster.



Den lyserøde Ribes, som jeg fik af Susanne fra Solbakken, er meget tæt på at springe ud.




I skovhaven er disse krokus dukket op.


Dorothea liljerne, som jeg fik af Ulla fra Frk. Anemone begynder så småt at formere sig.


Tete a tete har påbegyndt blomstringen.


I skovhaven blander vintergækkerne sig med denne broget bladede benved. Det er rigtig fint, selvom billedet ikke helt lader skønheden komme til sin ret.


Det er tidligt min første Rhododendron er ved at lægge an til blomster.
Det er i øvrigt en plante jeg selv har lavet. 


Juleroserne er altid sene hos os, men nu er de i gang.



I drivhuset sker der også noget. Ferskentræet har været glad for den varme, vi har haft på det seneste, og er meget tæt på at åbne de helt fantastiske lyserøde blomster. Det kan ikke vare længe, inden jeg skal ud og lege bi.


H.J. har leget paparazzi fotograf, mens jeg var i gang med at lave en bredere kant her bag bøgehækken. Det er også ret afslørende, for billedet viser jo også, at der er blevet lidt for grønt på den forkerte måde i min have - men kampen er sat ind 😏

24. februar 2019

Forårsdage i februar

Hvad er det lige der sker i år. Februar har budt på forårstemperaturer, der har sat gang i alle planterne. På en måde er det helt fantastisk, men på den anden side kan det godt bekymre mig lidt, for en gang barfrost kan jo hurtigt ødelægge en masse.


Jeg nyder synet af vintergækkerne.


Her langs skovstien, kan jeg begynde at glæde mig over, de vintergækker, som jeg har delt de seneste år.
 

Det var her jeg startede med en lille bestand af de små skønne forårsbebudere. Til trods for at der hvert år bliver gravet løg op, bliver denne plet alligevel større med årene.


De første våriris foldede deres blomster ud sidste weekend.


Gule krokus bringer farve til haven.


Den første dorothealilje har lige budt ind med en blomst.


Mine vinca er også så småt begyndt at blomstre.


Vårkerminde er i sin spæde start.


Kirsebærkornellen står på spring med pænt mange blomster i år, plantens størrelse taget i betragtning.


Gæslingene på piletræet har stået og lyst mod en blå himmel.


Med det fantastiske forårsvejr februar har budt på, så har forårskulleren taget over, og vi er i fuld gang i haven. H.J. er godt i gang med at køre overskudsgran fra jul, samt de små grantræer jeg har fældet gennem kompostkværnen, så vi kan få noget godt flis til rhododendronerne.


Jeg er i gang med nedklipning i staudebedene, kantning af plænen og ikke mindst ukrudtsbekæmpelse (kan godt se, jeg ikke var særlig ihærdig sidste efterår).


 Et kig ind over den østlige del af haven kort før solnedgang.


Udsigt mod sydvest mod mark og skov.

10. februar 2019

Blomster i vinterhaven


Vintergækkerne vælter op af jorden, og jeg kan glæde mig over, at de står på et større areal for hvert år der går. Jeg deler lidt på løgene næsten hvert år, så med tiden bliver der forhåbentlig et stort hvid flor af de små fine blomster ovre i skovhaven.


De seneste par dage er mine erantis også begyndt at titte frem.


De gule krokus strækker blomsterhovederne op gennem efterårets løvfald.


Gennem flere år har jeg ønsket mig en kejserbusk. I efteråret fik jeg langt om længe anskaffet en. Den står med fine knopper, så med nogle dages temperaturer på plussiden, så kan jeg vist nyde de første blomster i den.

3. februar 2019

Vintergækker og udtynding i læhegnet.



Februar og stadig vinter, men planterne rører på sig.


Jeg er vild med vintergækkerne, som er de første forårsbebudere i vores have.
Fine og sarte er de at se på, men alligevel så hårdføre, at de strækker sig op gennem sne og kulde.


Weekendens skønne solskinsvejr har fået mig til at lette fra sofaen, for at komme lidt i gang i haven. Udtynding i det stykke læhegn med gran, som blev plantet tilbage i 2014, står højt på prioriteringslisten, så det var en fin opgave at kaste sig over.


Jeg plantede bevidst tæt, så det har hele tiden været planen, at nogle træer skulle fjernes igen.


Det kommer til at se lidt åbent ud, men nu kommer der lys og luft til, så de blivende træer kan få lov at brede sig.


De træer som bliver fældet, skal en tur gennem kompostkværnen, for senere at blive brugt som bunddække under mine rhododendron.

12. januar 2019

Rhododendron

Tilbage i 2012 startede jeg mit haveprojekt i den vestlige ende af haven, efterhånden er der også så småt blevet taget hul på den østlige del.


Det er langt fra altid, jeg får gravet et stort bed, før buske og træer bliver slæbt til huse. Det er nu ingen hindring for at få dem ud i haven. Små bede kan hurtigt arrangeres, og med tiden kommer de til at blive sammenhængende. 
Sidste år kom der en del småbede til, hvor der bl.a. blev plantet rhododendron og azalia.
Jeg glæder mig til at se dem i blomst til foråret 😃, men også til indkøb og plantning af endnu flere.

I læhegnet/skovhaven, som ses i baggrunden, er stisystemet ført hele vejen igennem, og der er blevet udlagt flis.
Det betyder, at vi kan tage på en pæn lang ´skovtur´ gennem vores
læhegn. 



Jer der har fulgt min blog gennem flere år, husker måske, at jeg i februar 2016 fik forærende en masse små selvsåede rhododendron. De har stået i potter lige siden, men i efteråret synes jeg de var klar til at flytte ud i haven.


Det er ekstra sjovt, at plante noget, som jeg selv har gået og arbejdet med gennem længere tid.


Mine små rhododendron planter er alle flyttet ind i den østlige del af skovhaven. Lidt over 20 planter er blevet plantet langs skovstien.




Planterne fylder ikke så meget endnu, men jeg håber de forholdsvis hurtigt tager ved og vokser sig store og flotte.

5. januar 2019

Et nyt haveår er begyndt

Tiden flyver og vi flyver med. 
Et nyt have-år er begyndt med masser af drømme og gøremål.
Det er næsten et år siden, jeg sidst skrev et indlæg på bloggen - ikke fordi jeg har mistet lysten til at blogge, men fordi jeg trængte til en pause, så der kunne blive frigivet tid til andre ting.
Jeg vil se, om jeg kan komme lidt i gang med bloggeriet igen. Ikke noget med daglige eller flere ugentlige indlæg, men forhåbentlig et enkelt eller to indlæg om måneden.


Mit have-år starter allerede mellem jul og nytår med beskæring af vinen her på husets gavl.



Efter drivhuset er kommet til, er der naturligvis også kommet en vin mere, som skal beskæres.



Normalt er det ved at være mørk, når jeg kommer hjem fra arbejde lidt efter kl. 16, men her midt på ugen havde jeg en dag, hvor jeg skulle møde på arbejde allerede kl. 5 om morgenen, altså kunne jeg også komme et par timer før hjem 😊 Det var lyst og vejret fint, så det var oplagt at smutte en tur ud i haven. Den tornfri brombær blev beskåret, så den er klar til næste års bærsætning.


Igen i dag blev vi beriget med godt vejr. Det var så mildt, at jeg næsten fik helt forårskuller.
Dagen blev brugt til oprydning foran huset og inde i værkstedet, hvor jeg de sidste par måneder har haft gran og pyntegrønt stående til mit kransebinderi. Det ser vældig hyggeligt ud før jul, men nu trængte jeg til at få resterne væk.
En del af havemøblerne var ikke kommet ind i efteråret, men det fik vi også styr på.


Ikke alt kommer væk, for jeg vil stadig gerne nyde synet af nogle af mine kranse, som her på fordøren, hvor jeg har en krans bundet af korkelm hængende.


Kastanjekransen, som er en af mine yndlingskranse, får også lov at blive hængende.


Under udhænget hænger nogle moskugler.


5. januar, sol og mildt vejr, det giver også en fin temperatur i drivhuset. Hele 15 grader kravlede den op på, det er jo fantastisk.


For første gang i år rykkede vi derfor ud i drivhuset med vores eftermiddags te.
Hvor har vi meget glæde af det drivhus 😊


Det er dejligt at sidde i drivhuset og nyde synet af bøgehækken, som har nået fuld højde og rammer køkkenhaven så fint ind.


I efteråret har jeg været i gang med at rydde op i køkkenhaven. Jeg kom ikke helt i mål, så der er noget grønt, også de steder jeg har været over, er sat til med et grønt skær, for med de høje temperaturer vi har, fortsætter ukrudtet væksten.
Jeg håber på, at kunne nå at få fjernet noget af alt det grønne inden vinteren sætter ind med sne og frost, for det er noget lettere nu end til foråret. Nu må jeg se, hvor meget det kan blive til. Kan jeg se til at lave noget bare 15 min. når jeg kommer fra arbejde, giver det jo hurtigt noget.