September er rigtig sommerfugletid.
Jeg er vild med sommerfuglene og kan bruge timer på at betragte de små flagrende væsner, som så let bevæger sig rundt mellem alle blomsterne.
Tiden gik ikke kun med at nyde.........
........jeg kom også i mål med gravningen af det 25 meter lange staudebed i blomsterhaven.
Sensommeren og det tidlige efterår byder på overflod af blomster i de gyldne og brændte farver, som jeg holder så meget af på den årstid.
Der er naturligvis og blomster i andre farver - jeg vil jo gerne have lidt af det hele ;-)
Det var med at nyde sommerens sidste rest af overflod og frodighed, før efteråret for alvor satte ind, og begyndte at lukke haven ned før vinteren.
I bedet ved indkørslen kommer der mere og mere fokus på de Tibetanske kirsebærtræers stammer.
De er ved at have en størrelse, hvor de for alvor begynder at træde i karakter.
Solen begynder at stå lavere på himlen i september, og morgendis kan få haven til at syne helt magisk.
Drivhuset blev stadig brugt flittigt. Det er helt fantastisk med et drivhus, den får os til at rykke ud i haven på halvkolde og våde sommeraftner, men forlænger også havesæsonen betragteligt.
Der blev høstet tomater i stor stil.
Ananaskirsebær, som jeg havde for første gang, gav også et kæmpe udbytte.
I september blev brombærrene høstet, og der var masser af dem.
Skålene blev fyldt mange gange over en længere periode.
Der er en del i fryseren endnu, de må hellere blive kogt til marmelade inden for den nærmeste tid, så jeg har lidt at starte med i boden, når der forhåbentlig inden alt for længe bliver så lunt, at jeg kan åbne igen.