Det er ikke blevet til så meget havearbejde her på det sidste. Med de meget varme dage, vi har haft den seneste uges tid, er den bedste energi brændt af, når jeg kommer hjem sidst på eftermiddagen.
Der er også en del andre gøremål lige for tiden. Alle de grønsager, der er dyrket i haven, skal syltes eller i fryseren, hvilket er et pænt stort arbejde hos os. Til alt held har jeg en mand, som ofte giver en hånd med i køkkenet, når der skal ordnes grønt :-)
I denne weekend er der syltet asier, agurkesalat, langtidsbagte røde tomater og sursyltede grønne tomater. De sødsyltede grønne tomater ligger i forlage, og skal syltes færdig i morgen.
Igen, igen er der kogt en portion tomater.
Det er godt at have til pizzaer og gryderetter.