Materialepladsen som vi har helt ud mod vejen, er noget af det bedste vi har lavet :-)
Det er skønt med et sted, hvor der er plads til at have alle mulige materialer til haven liggende, sten, fliser, kompost m.m.. På den måde undgår vi rod, og vi kommer ikke til at flytte rundt med ting og sager i en uendelighed.
Allerede nu er området afgrænset af bøgehæk, så det ses tydeligt, at det ikke er umotiveret henkastning af de ting, der allerede er på pladsen. Det bliver naturligvis endnu bedre, når hækken en gang bliver så høj og tæt, at den kan afskærme materialepladsen helt året rundt.
Pladsen er bevidst placeret så tæt på vejen, fordi det med denne placering vil være let at løfte paller eller andet ind over hækken fra en lastbil. En lastbil burde også lige kunne klemme sig ind på pladsen, hvis der skal leveres noget, der skal tippes af.
I bunden er der lagt et pænt lag stabilgrus, så det er ikke noget problem at køre derinde. Nu mangler jeg bare at få lagt nogle fliser, men det må vente til der bliver tid og råd. Jeg håber på, at der pludselig er nogen i lokalområdet, der har en masse 40x40 eller 50x50 fliser, der kan afhentes for en billig penge. Ellers skal de sten, vi har rundt om huset derom, når der engang ud i fremtiden skal laves ny belægning i gårdhaven og på terrasserne.