Hele eftermiddagen er blevet brugt i haven. H.J. har klippet græsset, hvilket var temmelig tiltrængt. Jeg har været i gang med udplantning, af de mange hundrede planter jeg har stående i drivhuset. Der er blevet plantet en del, men omkring halvdelen af mine planter mangler stadig at komme ud i haven.
Irlands klokke, sommerasters, frøkenhat er plantet mellem grønsagerne, og en masse appelsintagetes er plantet langs stien, der går på langs i køkkenhaven.
Kartoflerne vokser godt. Imellem de forskellige kartoffelsorter, er der sået morgenfruer, kornblomster og hjulkrone.
Her ser det ikke ud af så meget endnu, da det er begrænset hvor meget løg og porrer fylder her først i juni måned.
Foran vores nye espalier er der plantet artiskokker, de fylder til gengæld allerede nu.
I forgrunden er ærterne begyndt at komme op, bønnerne mangler endnu at blive sået, men mon ikke jeg får frøene i jorden i morgen.
De nyplantede asparges står med tynde stængler, gulerødderne er på vej, og inden længe kan rødbedebladene bruges i salatskålen.
Selvom min køkken- og snithave har en pæn størrelse, er jeg kommet i pladsproblemer, men der kan heldigvis også stå noget grønt mellem bærbuskene ;-)
De blomster der ikke bliver plads til i køkken- og snithaven, rykker ud i den bare jord, jeg har i den kommende blomsterhave.
Her er jeg i gang med at lave noget vores lathyrus kan kravle op i.
Så kom de lathyrus i jorden. Den bare jord skal fyldes ud med andre sommerblomster.
Jeg er for noget tid siden så småt begyndt på den kommende blomsterhave. 8-9 meter langs hækken er blevet omdannet til bed, men der er et stykke vej endnu før den er ude i fuld længde. I bedet er der plantet geranium rose Clair samt kæmpe verbena.
Stauderne begynder at blomstre, her er det knopurt, som står med skønne blå blomster.
I skovbedet står R. yakushimanum på sit højeste.