Viser opslag med etiketten Haven juni 2014. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Haven juni 2014. Vis alle opslag

27. juni 2014

Marguritter og stokroser


I bedet på sydsiden af huset står marguritterne og blomstrer og stokroserne er på vej.


Det er frodigt og oser af dansk sommer :-)





Jeg er vild med stokroserens fine blomster, og glæder mig til, at endnu flere springer ud.


Solsortene har haft travl med at rode rundt i haven, efter der endelig kom lidt vand (6 mm)  fra oven i eftermiddags.
Det småregner igen her til aften, så jeg krydser fingre, og håber på pænt mange mm vand til vores meget tørre have i nat.

22. juni 2014

Bedet ved indkørslen


Her i weekenden har jeg arbejdet på bedet ved indkørslen. En stor brogetbladet benved er fjernet, og en gruppe med porcelænsblomster og hasselurt gravet op.
Der er blevet tilført bedet en masse kompost, for jorden var her, som alle andre steder i haven støvet og tør sandjord.


Bedet ligger mellem indkørslen og vores ny p-plads.


En masse planter er kommet i jorden. 
Det eneste der er tilbage af den oprindelige beplantning er den laurbærkirsebær, der står længst t.v. i billedet.


Her er et lille tilbageblik til 2012, hvor det oprindelige bed ses. 


I et nyetableret bed er der naturligvis en masse bar jord, men jeg håber på, at planterne lukker til i løbet af et par år.

HVAD ER DER PLANTET I BEDET:


Der er laurbærkirsebæren som har fået lov at blive stående.


Oprindelig var der 2 broget bladede benved. De var rigtig fine i farven, men den ene var fyldt med græsukrudt, og den anden plantet for tæt på kanten mod gruset, så den bredte sig alt for meget i forkert retning.
Sidste år tog jeg nogle skud af de gamle planter, så nu er der kommet 3 fine små planter ind i bedet igen, og de er selvfølgelig plantet midt i bedet, så det er muligt at beskære dem med god resultat. 


De 3 krybende ene, som jeg købte til plantemarkedet på Karensminde, er ligeledes kommet i bedet.


Hostaen her med det gule mønster i bladene er plantet 3 steder i bedet.


Oprindeligt stod denne Hosta et par steder i bedet. De store planter er blevet delt, og er nu tilbage i bedet i mindre totter.


Gruppen af hasselurt, som blev gravet op i dag, har jeg pillet helt fra hinanden, det gav omkring 200 nye planter. Egentlig burde jeg potte dem op og give dem lidt kærlig start hjælp, men jeg tog chancen og plantede dem ud i bedet med det samme igen, men valgte at plante 2 sammen i hvert plantehul, efter at de havde fået lov at stå i en spand vand og trække lidt fugt til sig. 
Jeg håber på, de klarer udplantningen i den ret tørre jord, hvis jeg er flittig med vandingen.


Som overstandere i bedet har vi 3 Tibetanske kirsebær. 


Bøgehækken afgrænser bedet fra den øvrige del af haven.


Afslutningsvis et billede af sommerblomsterne som står i tønderne ovre ved plankeværket.

18. juni 2014

Det gule og det hvide bed.

Det fine vejr og de mange lyse timer her omkring midsommer trækker mig ud i haven flere timer efter fyraften næsten hver eneste dag, hvilket også har været nødvendigt, for at få nogenlunde styr på senegræs og andet ukrudt, der væltede op af jorden, efter den blev fræset her i foråret. 
Nu er jeg endelig kommet så meget med, at der også bliver tid til andet end jobbet som skuffejerns fører og lugekone SKØNT !


Det gul-orange bed er endelig blevet plantet nogenlunde til.




På modsatte side af græs stien bliver der ind imellem udvidet lidt i det hvide bed.






Det går dog ikke helt så stærk med at inddrage græs til bed, som der er brug for (den bedste undskyldning er, at det også handler om pænt mange m2), så flere af mine ny indkøbte planter får et "minibed" i bedet til at starte med ;-)


Flere og flere planter bliver heldigvis en rigtig del af det  hvide bed :-)


10. juni 2014

Glimt fra et par hyggelige pinsedage i haven.

Det har været et fantastisk pinsevejr, og tid til at gå og nyde det hjemme i haven et par dage (lidt ukrudt er der naturligvis også fjernet ;-)).


Nyde mine nye valmuer der er så fine :-)


Knopurtens flotte blomst..........


..........og de store flotte Digitalis.


De første nye kartofler blev gravet op,..........


.........og de smagte selvfølgelig fantastisk :-)


Et gammelt havebord og et par stole er flyttet ud på den nye plæne i frugthaven.
Frugthave er måske så meget sagt, for frugttræerne mangler endnu ;-)


Her kan vi rigtig nyde udsigten over engen, og følge tilvæksten på læhegnsplanterne :-)


Det er også dejligt at se, der nu er græs, hvor der før var et gammelt kedeligt busket :-)


Til modsatte side kan jeg nyde mine planteskolebede, som er ret farverige lige nu.


Her er endnu en lille siddeplads stillet an.


Vinen blev beskåret, for den voksede allerede nu voldsomt.


Søndag blev vi underholdt af 4 hermelin unger, som legede i brændestakken flere timer. De er virkelig sjove at se på, og lynhurtige :-) 

Foto H.J.  

4. juni 2014

Aftentur i haven

Her kommer lidt billeder fra vores aftentur rundt i haven.


Geranium i blomst. Farven er skøn, men planten har desværre tendens til at vælte.


Løvefod, rødbladet Alunrod og i baggrunden Digitalis.


Denne flotte græs, som jeg ikke husker navnet på, skal flyttes over i mit hvide bed.


R. Polarnacht. Den er så smuk, når aftenlyset falder i blomsterne :-)


Et par vilde kørvel har fået lov at stå i den vildeste del af skovhaven.


Min Acer plamatum, som jeg har medbragt fra min gamle have, ser ud til at trives på dens blivende plads i skovhaven.


Landmanden vander lige udenfor vores have. Jeg havde håbet, vandet havde nået ind over vores nye små planter i læhegnet, men vinden kommer fra den forkerte side i dag, så vandet holdt sig lige netop udenfor vores matrikel - ØV ;-)


I gårdhaven står Rosenakacien og blomstrer.


Sikke fine blomster :-)

HUSK !! 
DET ER I MORGEN DER ER PLANTEMARKED OG BLOGTRÆF I DEN GEOGRAFISKE HAVE I KOLDING :-)