Endelig fik vi ryddet op i denne del af haven.
I næsten en måned har der lagt grene og kviste og rodet, samt en presenning med flis, det var dejligt at få styr på det.
Nu er det også meget lettere at komme til at grave, bryder mig ikke om at hoppe rundt mellem en masse rod.
Et stykke mere af stien blev ryddet for græs, så det sidst flis kunne blive lagt ud.
Her stien set fra den anden side. Der skal også være en sti venstre om det lille bed, men nu tager vi et lille stykke af gangen, efterhånden som vi får lavet noget flis.
Der er også lidt træ, der er så stort at det ikke kan gå gennem kompostkværnen, det fik vi savet op, og ligger nu her forrest i skuret, så det kan tørre.
Vi har endnu ikke fået anskaffet en motorsav, så det foregik med håndsav - pyha - det kunne vi godt holde varmen ved, men nu er det klaret :-)
Helt færdig med grenbunkerne er vi ikke, men denne sidste bunke må vi klare en anden dag.
Fremover skal vi ikke have savet mere ned af gangen, end vi kan nå at ordne løbende. Det er lidt for besværligt, når græsset gror op gennem bunkerne.
Selvom vi har fået noget fra hånden i formiddags, så har der været tid til at nyde disse fine Ensian, som står så flot i skovbedet lige nu.
Læhegnet bliver også mere og mere gul for hver dag der går, men smukt er det.
Vindruerne modner langt om længe, de smager godt, så dem går jeg og små spiser af, når jeg er i haven.
Endelig fik jeg taget et par billeder af Zita, det er ikke så let, for hun er nysgerrig og har svært ved at sidde stille.
Hun vokser godt, og er 4 måneder nu.
Sød og dejlig er hun, men bestemt også en aktiv lille vildbasse.
Her ses haveplanen for den vestlige del af haven, som der bliver arbejdet med lige nu.
Længst til venstre ud mod vejen skal der være materialeplads og derefter frugthave. Det er i det område, hvor der stå træer og buske nu. Håber vi kan nå at få fældet, hvad der er i det område i løbet af vinteren, så vi kan få en ud og trække rødderne op i det tidlige forår.
Mellem frugthaven og køkken-/snithaven, samt planteskolebedene skal der være et espalie i sort træ. Der skal ligeledes være sorte trækanter rundt om planteskolebedene.
Efter planteskolebedene kommer der et skråt bed med Aronia, der skal adskille planteskolen og den lidt mere vilde have med bålplads. Skovhaven er længst ude til højre, men er endnu ikke tegnet ind.
Mellem køkkenhaven og skovhaven (lige ovenfor planteskolebedene længst til højre), skal der være en
haveafdeling hvor temaet hovedsaligt skal være de gule og orange farver.