1. oktober 2013

Majshøst, planteskolebede og græstrimning.


De sidste par år har majsene stået på marken helt frem til sidst i oktober og først i november, men i år er de blevet høstet allerede sidste dag i september. I går rykkede store maskiner ind på marken, og i løbet af få timer stod kun en bar mark tilbage. 
Nu er der fri udsigt til skoven, samt til det kron- og råvildt der græsser nede på marken, men det betyder desværre også, at den dejlige læ majsene gav i vores have, ikke varede så længe i år. Det er ikke nemt at få det hele ;-)


Søndag fik jeg gravet det sidste planteskolebed færdigt. D.v.s. jeg mangler lidt gravearbejde oppe ved buskettet, men det kan først blive klaret, når busket og rødder er fjernet. 
Jeg håber, vi får styr på det hen over vinteren.


Det er slet ikke så tosset med mere bar jord, så kan de sidste stauder, jeg fik af min mor komme i jorden :-)
Græsset mellem bedene plejer jeg at klippe med vores lille cylinderklipper med rugbrødsmotor. Det fungerer normalt meget fint,  men er ikke spor sjovt, hvis jeg kommer bagud med klipningen,
- så hurra for buskrydderen !! 
Den kan lynhurtigt få græsset ned i klippevenlig højde igen og samtidig lige trimme kanterne :-)


I gårdhaven og mange andre steder er buskrydderen også et fantastisk hjælpemiddel. En tur rundt ved stakittet med den, og langs kanten der afgrænser bed og plæne, så ser det hele fornuftigt ud på rekordtid :-) 

10 kommentarer:

  1. Vi har også lagt mærke til, at landmændene har været tidligt ude med at høste majs - man føler sig så udsat for vind og vejr efter at have været pakket ind i majs.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja majsene giver faktisk ret så meget læ, så jeg havde da håbet de kunne have stået en måned mere.
      Vi må selv i gang med at få skabt noget ordentlig læ fra vest, mærkelig nok er det fra den side læhegnet er dårligst. Vi har et stykke hvor der nærmest kun er gamle hindbær og et par ahorn og en gammel mirabelle som er ovre sine bedste år . Det kommer aldrig til at give god læ, så det skal helt væk, i stedet vil vi plante gran. De er selvfølgelig lidt langsomme om at komme i gang, men på sigt kommer det til at give god læ året rundt.

      Slet
  2. Sikke masse plads du får i dine planteskolebede.

    Når majsen nu er væk, kommer rådyrene så ind i haven og provianterer?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja der er mange meter planteskolebede, men jeg er overbevist om, at det er meget passende, havens størrelse taget i betragtning. Inden jeg får set mig om, tror jeg de er fyldt op. Jeg har nogle stauder fra min mor som skal i jorden, der ud over har jeg nogen i haven, som også skal på midlertidig op hold der. Ellers ender det sikkert med at de går til, når vi skal til at trække rødder op i nærheden af, hvor de står nu.
      Til næste år forventer jeg, at en del af planterne skal ud på en blivende plads i haven, så der kan komme nye planter til :-)

      Vi har endnu ikke set rådyrene gå inde mellem vores blomster, men der er ikke langt fra marken og ind i haven. Jeg håber de holder sig udenfor vores matrikel !

      Slet
  3. Ja jeg så godt at majshøsten er startet. Det skulle være en forrygende høst i år til glæde for de køer, der bliver fodret med dem. Men jeg kan da godt se, at I pludselig har de åbne vidder igen.
    Netop fra vest kan vinden være lidt barsk, så jeg kan da godt forstå, at I vil plante en læbælte, så I kan beskytte alle de nye plantebørn.
    Flotte høstfarver på dit første billede!

    SvarSlet
    Svar
    1. Bare marker og blade der begynder at skifte fra grønne til gyldne nuancer, møder os alle vegne nu. Det er godt for landmændene hvis majshøsten er god. Vi synes ellers, majsene har set lidt små ud i år, i forhold til hvad de har gjort de sidste par år.
      Læ i haven er noget af det vigtigste. Håber virkeligt vi kan nå at få fældet, det der skal fældes i den kommende vinter, så vi kan få en ud og trække rødder op og fræse, så vi kan få plantet gran, og hække i løbet af foråret. Når vi når så langt, så kan opbygningen af haven for alvor tage fat, men som jeg har skrevet hele tiden: Først det grove, så det sjove.

      Slet
  4. De høster nok tidligere i år på grund af den gode sommer. Det er ikke sikkert I slipper for rådyr i haven, vi gør i hvert fald ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg frygter også at rådyrene en gang bevæger sig ind i vores have, og bruger den som spisekammer.

      Slet
  5. Hej Vivi
    Flot udsyn til mark og skov, men jeg kan godt forstå du hellere vil ha læ i haven ;o).
    Hvordan gik det egentlig med dine egne majs, er de høstklare ? du tvivlede jo på om de ville nå det ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mine majs er ikke noget at prale af. Jeg var ude og pille lidt i en af dem den anden dag, der er lidt majs i, men de er ret små. Jeg skal måske være endnu mere flittig med at gøde til næste år. Det samme gælder for mine selleri og porrer, de er også meget små.

      Slet