11. juni 2017

På besøg i "Den franske have".

Denne dag har jeg længe glædet mig til.
 
Der var åben have i Den franske have.
 
Anlæggelsen af denne have har jeg med stor interesse fulgt på Henrik´s blog fra den spæde start, og det var derfor ekstra spændende at se den i virkeligheden.  
 

Det første der møder os, når vi træder ind i haven, er den store parterre. Det ser allerede godt ud, og der er ingen tvivl om, at der om nogle år, når det hele rigtig har etableret sig kun bliver endnu bedre.


Den store plads i midten med grus giver ro og skøn harmoni med huset.




 Den sydlandske stemning Henrik og Janne gerne vil opnå fornemmes helt klart med palmerne........


 
..........og de skønne Platan træer.
Træerne er unge endnu, men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan havens udtryk vil ændre sig efterhånden som træerne vokser til, og dermed vil træde endnu mere i karakter.


Se lige hvor dekorative Platanens "frugter" er.



Det var første gang jeg havde fornøjelsen af at hilse på manden bag "Den franske have", og naturligvis fik vi en masse havesnak.
 

Længere nede i haven er en flot lang pergola, som giver en god linje ned gennem haven, men også adskiller deres portage fra et højere liggende haverum.




Det er meget charmerende med stendiget, som også strækker sig lang hele deres portage.




Her et kig tværs gennem pergolaen.
Jeg kan godt li´, når der som i denne have er nogle fine linjer.


Nu bevæger vi os op i den del af haven, hvor der er en lavendel parterre.
Det er lidt ærgerligt, lavendler ikke står i blomst lige nu, for der må være en helt fantastisk duft, når de folder sig ud i så stort antal. 




De grønne områder i haven, samt de store flader af lavendler giver en dejlig ro.
 

Forskellige stedsegrønne planter ses rundt i haven enten som buske/træer men også som små hække, det vil betyde, at haven også kommer til at træde i karakter om vinteren.




Helt ude i enden af haven kom vi til højen med bænken.


Herfra er der den skønneste udsigt ud over det kuperede østjyske landskab.


Afslutningsvis et kig ned over haven fra 1. salen.
 
Det har været en fornøjelse at se Henrik og Jannes haveprojekt i virkeligheden, det er i den grad et gennemtænkt projekt, som ikke er overladt til tilfældighederne.
Der er uden tvivl lagt mange kræfter og arbejdstimer her. Meget er nået, men jeg kan også se, at der er et stykke vej endnu, før de er helt i mål.
 
Hvor er det rart at se en have der er på vej, det føles så hjemligt ;-)
 
Jeg håber at få mulighed for at se jeres have igen, når der er gået nogle år.

5. juni 2017

Plantemarked og blogtræf i Geografisk have, samt glimt fra min maj have.


Traditionen tro var vi grundlovsdag til plantemarked og blogtræf i Geografisk Have i Kolding.


Der var som altid mødt mange op.


Haveblog træffet var ligeledes godt besøgt 😊


Det er altid en fornøjelse at møde andre havebloggere.


Der blev hygget......


......snakket.........


......og grinet.


Et enkelt plantekøb blev det til for mit vedkommende.
Et skønt tulipantræ med brogede blade.


Flere af de andre havebloggere var til auktion, og for første gang var jeg med, dog uden at få noget slæbt med hjem derfra.

Hjemme haven har der været travlhed hele maj måned.
Jeg har været til flere plantemarkeder, samt været på besøg hos et par havebloggere Rita og Aase. Det var et par spændende havebesøg 😊


Mange timer er gået i drivhuset med alle mine plantebørn.
De er nu alle flyttet ud af drivhuset med undtagelse af Georginerne.


I haven er der hele tiden noget nyt at se på og glæde sig over.
Frugttræer og paradisæbler har blomstret så det var en fryd.


Disse fyldte Trillium er dukket op ved siden af en helt anden Trillium - glædelig overraskelse.


Den mørk lilla Bjergknopurt i blomst.


Pinseliljerne stod længe og lyste op i det hvide bed.


Køkkenhaven blev først sået til i maj måned. Det er noget senere end jeg plejer at så, men det hele er godt på vej, og der er sket en del siden dette billede blev taget.


De sidste tulipaner er afblomstret.


Vores dejlig hund Zita skal også lige med. Hun har i maj rundet de 5 år.


Min bod skal også passes, og er for en periode udvidet med et bord mere end der er på dette billede, så der er plads til overskudsplanterne fra drivhuset.


Vores unge guldregnen har blomster, ikke så mange, men mon ikke det kun vil blive til flere som årene går.


 Rødtjørnen står i fuldt flor. Lige så flot som den er under blomstringen, lige så kedelig er den resten af året. Det er lidt af et dilemma med den placering træet har, men ind til videre har den fået lov at blive stående. Det ville være noget bedre med et træ, der midt i gårdhaven, som har kvaliteter at byde ind med en noget større del af året.