31. august 2011

Gule blomster sidst i august

Ligularia dentata/Nøkketunge har stået og lyst op i haven i en lang periode med sine gule blomster og rødlige blade. Den har virkelig været flot i år, sikkert fordi det har regnet så meget :-)

Gul solhat

Her ses den gule solbrud, den findes også i andre farver.

Chrysanthemum

Tallerkensmækkerne er ikke helt færdige endnu :-)

Den lysegule åkande pryder stadig i bassinet.

30. august 2011

Lyng

Jeg kan godt li´at have lidt lyng stående indendøre. Her kan i se, hvordan jeg har anvendt lidt af det lyng, jeg plukkede forrige weekend.

29. august 2011

Flotte blade



Jeg er dybt fascineret af buske og træer med flotte blade, og der findes heldigvis rigtig mange forskellige. Her kommer et lille udvalg fra min have.


Her er bladet fra en af mine absolut yndlingstræer Liriodendron/tulipantræ. Prøv at se spidsen på bladet, nærmest afklippet, det er meget specielt. Træet kan med aldren blomstre, men det er ikke et træ der vælges for blomsternes skyld, men for bladenes. Normalt er et tulipantræ alt for stort til en almindelig parcelhushave, jeg har derfor valgt en med søjleform, og de kan stå de fleste steder :-) Mange træer kan efterhånden fås i søjleform, så det er muligt selv i mindre haver at få et pænt udvalg af træer :-) 

Denne azalie har jeg desværre ikke navnet på. Den blev i sin tid købt pga. bladenes form, og ellerede nu, har den de skønneste høstfarver :-)

Ginkgo/tempeltræ. Den har helt særegne "blade", egentlig skulle jeg kalde dem nåle. Ginkgoen ligner et løvtræ, men botanisk set hører den til de planter, der kaldes nøgenfrøede, hvilket betyder, den plantegruppe nåletræerne hører under. Løvtræer er dækfrøede planter, så derfor.

Acer campestre carnival/brogetbladet navr, den har de da de flotteste små blade. Planten kan stå og lyse op i enhver have.

Cercidiphyllum japonicum/hjertetræ. Det er et træ som har mange kvaliteter, den er smuk i udspring, de hjerteformede blade er fine hele sommeren, og her senere på efteråret får bladene de skønneste høstfarver.

Catalpa bignonioides aurea/ gul trompetkrone er en plante der får meget store flotte blade . Den gule udgave som jeg har i haven lyser op på en skøn måde. Planten skal stå beskyttet, og man kan forvente, at den vil fryse noget tilbage om vinteren. Min plante er stadig lille og forholdsvis ny, sidste vinter beskyttede jeg kronen med grangrene, hvilket var nok til, at den overlevede den ret kolde vinter, vi havde, selvom jeg bor inde midt i det kolde Jylland.

Hvide og lyserøde blomster sidst i august.


Canadisk hønsebær er en sød lille bunddækkende plante i skov- og surbundsbedet. Den har egentlig blomstringstid om foråret, men den får stadig enkelte blomster.

Margerit, de fleste blomster er afblomstret, men lidt er der da tilbage.

Den lyserøde åkande pryder bassinet endnu.

Høstanemonerne står fint. Den får de sødeste blomster, men breder sig desværre ret voldsomt.

Pileurt/slangeurt, har en lang blomstringsperiode, og er bunddækkende. Prøv at se de mange fine små blomster, der er på aksene, når man kommer tæt på :-)

Høstfloks.

Kender ikke sorten på denne rose, men smuk er den.

Valmue.

Purpur solhat.

Mamelukærme.

Stolt kavaler.

Ærteblomst.

28. august 2011

Det spiselige i haven

Der er en del tomater at plukke endnu

Der er mange chili, men først nu begynder de første så småt at antage en rød farve

Vi er stadig ved at "drukne" i agurker, selvom planterne så småt er ved at blive lidt småkedelige

Der er rigtig mange brombær

Æblerne vokser fint, men modner først om en måned tid

Lilla og blå blomster sidst i august.

Klokkeranke

Ærteblomst

Pragtsnerle

Prydtobak

Tudselilje

Ensian

Kornblomst

27. august 2011

På besøg og lidt godt mad.

Dagen i dag forsvandt inden vi fik set os om.
Her til formiddag var vi inviteret ud til en lille snak med de mennesker, vi har købt hus af. De var vældig flinke, og inden vi fik set os om, var der gået et par timer. Skønt at se hus og have endnu engang :-) Jeg har det rigtig godt med at have mødt dem, vi køber af. Fik indtryk af, at det er nogen, der har passet og plejet huset godt, så vores gode indtryk af huset blev absolut ikke mindre :-)
Vi glæder os helt vildt til at overtage - næsten som små børn glæder sig til juleaften ;-)

Her ser vi ind mod huset, vender vi os om, har vi den mest pragtfulde udsigt ud over engen. (Billedet er lånt på nettet)

Efter besøget på indkøb. I eftermiddag en tur ud til mine forældre, som havde åben have og kaffe på kanden. Hjemvendt igen tilberedning af aftensmaden, bøf bourguignon m. kartofler og salat - det er mad der smager.
Aftenen er foregået foran tvskærmen, med benene oppe i sofaen. Vi har set en af udsendelserne om danske badehoteller, det er lidt hyggeligt, og inden vi fik set os om, var også aftenen gået :-)

26. august 2011

Buket


Det er skønt at kunne plukke en dejlig sensommerbuket ind i stuen, som kan nydes sådan en mørk og regnfuld aften, hvor vi sidder foran tv-skærmen og lytter til alt det fra rød og blå stue, vi har hørt så mange gange før ;-)

25. august 2011

Efterår på vej

Hjortetrøst, høstanemoner og stolte kavalerer i fuldt flor.
Selvom haven stadig er frodig, fornemmer jeg efteråret lige om hjørnet. Der er kun få planter tilbage i haven, som endnu ikke har været i blomst. Det er ikke længere som om foråret og en stor del af sommeren, hvor jeg næsten dagligt kunne glæde mig over nyudsprungne planter, eller planter på vej.

Den gule trompetkrone, står med sine store fine blade. Det er i øvrigt en af de planter, jeg gerne vil have med ud i den nye have, men venter lige lidt med at grave den op.
Inden længe vil de gyldne farver rigtigt træde frem både i naturen og haverne. Jeg elsker efterårets farver, men samtidig er det også lidt vemodigt, da det vidner om afslutningen på endnu en havesæson, som jeg har følt værende alt for kort i år.

Benvedplanten er så smuk lige nu, den skal også med :-)



Klokkerankens blomster er en daglig fornøjelse :-)

Kæmpe verbenaernes blomster "svæver" stadig hen over bedene. 

Ensian med fine blå blomster, og en masse blomsterknopper der ikke har åbnet sig endnu.

Vores udendørs druer ser skønne ud, men mangler lige lidt tid endnu for at være helt modne, hvilket en lille smagsprøve i dag vidnede om ;-)

Druerne fra drivhuset er spist, men vi høster stadig agurker og tomater i pæne mængder.
I køkkenhaven er brombærerne begyndt at modne, så inden længe har jeg et mindre lager i fryseren, der kan bruges til tærte og marmelade :-) 

24. august 2011

Endnu en havevandring :-)

Igen i aften har vi været på havevandring, denne gang med Billund havekreds. Vi besøgte den samme have, som vi besøgte i foråret se her . Det er en stor og fantastisk have, der absolut var et besøg værd igen. Plantevalget i haven gør, at den helt sikkert er spændende hele året :-)


Denne smukke og meget blomsterrige hibiscus er et flot valg ved terrassen :-)



Et kig ned gennem noget af haven, det ligner jo en drøm. Bemærk lige hvordan buskene i baggrunden har en glidene overgang fra lave til højere buske/træer. I min verden er det lavet helt rigtigt.

I den del af haven, som ligger nærmest huset, er der flere mindre bede med mange forskellige planter.

Endnu et kig gennem haven.

Prøv at bemærk stammen på den flotte prunus midt i bedet, den vil virkelig komme til sin ret om vinteren :-)

Det lille træ forrest i bedet i midten af billedet ses et tørstetræ/Rhamnus frangula, det er dog en speciel sort, som har fine næsten trådformede blade. Denne fine sag kan jeg slet ikke stå for :-)

Fin indgang til en lille sti.

Staude violfrøstjerne, som ikke smidder frø. Meget imponerende :-)



Her har vi bevæget os ned i parkdelen af haven. Det begyndende efterår kan anes i bladenes farver, Jeg er overbevist om, at der er meget, meget smukt hernede, om en måneds tid. Det vil der også være i resten af haven, men her er der store grupperinger af hver plante, og det giver en helt speciel effekt :-)

Disse rønnebærtræer var skønne, og deres farver bliver meget synlige, fordi de står  med den grønne hæk omkring.

Enkelt og smukt.

Høstfloks er noget der virkelig lyser op i haven, og de fås jo i utallige flotte farver :-)

Fantastisk farve.

Daglilje, jeg vil helt sikkert have mange dagliljer, i min næste have.

Vi skulle lige have en ekstra tur rundt i haven,  inden vi skulle hjem, og se lige her, hvem der dukkede op i skumringen nede bag i haven. Den er da sød :-))