Efter at hæk og buske var kommet ud af haven, var der stadig en del oprydning tilbage i haven.
Der skulle laves en kompostplads, så jeg kunne komme af med affald. Jeg har et princip der siger, at jeg ikke vil fjerne mere end højest nødvendigt af det grønne affald fra haven. Kompost er en god måde at lave jordforbedring på.
Vi bor på en meget sandet jord; hvis jeg valgte at fjerne det meste af haveaffaldet, ville jeg meget hurtigt udpine jorden. Ved at bruge min kompost tilfører jeg i stedet hvert år jorden noget humus, som er godt for jordens struktur, og samtidigt undgår jeg at skulle købe gødning i store mængder.
En sandet jord virker som en si, den har svær ved at holde på vandet, men komposten er også med til, at jorden holder lidt bedre på vandet, fordi jordstrukturen bliver bedre.
Kompostpladsen skulle laves, så det var nemt at fylde på, men også så det er nemt at håndtere, når det skal stikkes om, og væk fra stedet igen.
Jeg fik fat i nogle gamle paller, de blev stillet op, så de kunne danne 4 rum, 2 som jeg løbende kunne fylde i hvert år, og 2 som jeg året efter kunne stikke den halvfærdige kompost over i.
Her ses min nyetablerede kompostplads. 1. og 3. rum bliver altid brugt til løbende til at fylde i, 2. og 4. rum til at stikke om i, så er det forholdsvis let at få det vendt rundt. Den firkantede kasse, der er til højre i billedet, er den gamle kompostkasse der stod i haven (besværlig at få komposten ud af), men det blev stukket om i en af de nye rum, og ville så være klar til brug året efter.
Det eneste "problem" jeg har er, at min kompost ikke bliver helt så varm, at den brænder alle ukrudtfrø af, i så fald skal den op på 70 grader. Jeg har valgt at leve med de ukrudtfrø. Jeg ved, hvilken slags uønskede grønne vækster jeg har i haven, og jeg sørger for, at de få skvalderkål jeg har ALDRIG havner på komposten, da det lynhurtigt ville blive et mareridt. Senegræs ville jeg heller aldrig fylde på, hvis jeg havde været så uheldig at have det i haven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar