Drivhuset er pænt fyldt op med sommerblomster, græskar, squash m.m.
Nogen skal plantes ud rundt omkring i haven andre skal i krukker (har allerede omkring 40 krukker i forskellige størrelser rundt omkring i haven). Ved ikke helt hvorfor jeg laver så mange planter, for det er lige lidt til den gode side, for hvor skal jeg dog få dem alle sammen placeret...........
Det er sikkert fordi, jeg synes det er sjovt og spændende, der skal gang i så mange små nye plantebørn ;-)
For første gang skulle jeg lige afprøve om lavendelstiklinger nu også har så let ved at sætte rødder, som jeg har læst. Det har jeg så erfaret at de har, for de fleste har fint gang i væksten, og skal snart sættes i potter :-)
De fleste af de selvsåede rhododendron jeg fik i det tidlige forår lever endnu og flere af dem er begyndt at sætte små nye skud.
Såning af stauder har jeg ikke tidligere forsøgt, men i år såede jeg en pose purpur solhat, og det er blevet til ikke mindre end 86 små nye planter, så ind til videre er det en succes. Vil se om jeg kan få tid til at eksperimentere noget mere med staudesåning til næste år.
Planterne i flamingokasserne er selvsåede judaspenge og matrem, som jeg har fundet i haven og pottet op. På den måde kan jeg jo selv bestemme, på hvilke pladser de senere skal plantes.
Jeg hygger mig med mine små plantebørn, men hold da op, hvor går der mange timer med vanding af disse små vækster i disse dage, hvor sommersolen bager.



