29. maj 2011

Regnvejr er drivhusvejr.

I bedet t.v. har jeg plantet spanske margueritter, prydtobak og sølvblad.

I det bagerste bed er der i midten en Obtusa som jeg klipper lidt i, rundt om det er der stedmoderplanter og sølvblad.

I det lille bed er der ind til videre kun stedmoderplanter, lidt husløg og nogle liljer som er kommet med kompostjorden.
I eftermiddags gik jeg i gang med at plante flere af mine planter fra drivhuset ud i haven, men der er stadig mange tilbage.

I det lille bed t.v. er der plantet peberfrugt og chili.

I det lange bed ligeledes t.v. er der først plantet en melon derefter 3 skoleagurker.

Helt tilbage er der 3 auberginer.

T.h. 2 alm. tomater og 2 cherrytomater (de har været plantet i jorden et stykke tid). Jeg har  plantet et par totter purløg foran tomaterne.
Inden jeg fik set mig om, var der igen regnvjr. Det var en god anledning til at få lidt styr på drivhuset. Alle sommerblomsterne blev sat udenfor. Peberfrugter, chili, melon, aubergine og agurker blev plantet i drivhusets bede.

I potterne midt i huset har jeg basilikum, rosmarin og citronmelisse.
En ordentlig oprydning på og under plantebordet og fejning af gulvet skulle der til. Vinen blev klippet lidt, den har i øvrigt sat af til druer for første gang i år :-)

Lyserøde pelagonier og blå bacopa er plantet i en gammel gryde, hvor der er boret huller i bunden..
Lidt blomster til at pryde i huset blev der også plantet, så nu er drivhuset sommerklar, og vi har igen fået plads til at kunne sidde nede i huset og nyde haven, de dage hvor vejret ikke er til udendørs ophold.

Tomaterne blomstrer.

28. maj 2011

Mest lyserødt, lilla og blåt

Geranium ´Ballerina´


Geranium jeg har i forhaven, kender ikke sorten.

Når jeg ser på de billeder der er blevet taget i haven de sidste par dage, kan jeg se, at det er de lyserøde, lilla og blå farver der dominerer lige for tiden. De farver holder jeg meget af ude i haven, men sjovt nok, er det ikke de farver der gør sig gældende indendøre.

Plettet gøgeurt.


Lyserød geranium sammen med de sidste rester af "For glem mig ej".
Flere af jer har sikkert bemærket, at jeg har ikke været speciel aktiv på bloggen de sidste par uger. Grunden hertil vil jeg fortælle om i nær fremtid ;-)

Akelejer og sommeranemoner.

I bassinet er de blå iris så småt begyndt at blomstre.



Jeg holder meget af de helt almindelig rhododendroner, når de står i blomst. Hostaerne i forgrunden er jeg også meget glad for.

25. maj 2011

Havevandring med Billund Havekreds.


I aften har vi været til årets første havevandring med Billund havekreds.


Vi har besøgt en dejlig stor have på ca. 5000 m2, som ligger lidt udenfor byen.


Grunden er meget lang og smal, men haveejerne har virkelig formået, at få udnyttet haven optimalt. Jeg syntes, den er fantastisk flot anlagt. Der er nogle rigtig gode linier i haven og en masse skønne planter.


I den del af haven der ligger nærmest huset, er der mange mindre planter, og bedene kræver meget arbejde. Længere nede i haven går det over i mere parkpræg, men stadig meget smukt og velholdt. Parkdelen er kun 13 år gammel.



Havekredsens anden havevandring går også til denne have en gang i august, og jeg glæder mig allerede til at se den i sensommeren.

Der er vand et par steder i haven med både bassiner og rislevand.




















22. maj 2011

Tomatplanterne vokser, og ukrudtet gror.

Det er helt vildt, som alle planterne i drivhuset vokser. I går blev der flyttet en hel del planter ud af drivhuset. Nogle blev plantet ud, men mange står stadig i kasser, og venter på at komme i jorden. Til alt held kan der nu frigives plads i huset.


Tomatplanterne  har fået luft omkring sig, det var vist også ved at være på tide, for de vokser godt. De er allerede så småt begyndt at blomstre, og jeg nåede at få dem bundet op i formiddags, inden vi igen i dag skulle til konfirmation.
Jeg er lidt stolt af mine tomatplanter, for det er igen i år lykkedes mig at lave nogle fine kraftige planter.

Sommeranemoner.

Der er til gengæld så andet, jeg er knap så stolt af i haven. Ukrudtet gror lystigt, og meget hurtigere end jeg kan følge med til at få det udryddet lige for tiden (fik dog klaret lidt i formiddags, før jeg skulle i festtøjet). 
I den kommende uge, har jeg en del gode aftaler i kalenderen, så der bliver heller ikke så meget havetid, som jeg også kunne have ønsket mig.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, at døgnet ikke får tildelt nogle flere timer her i sommerhalvåret ;-)

21. maj 2011

Aftenstemning

Robinia ´Twisty baby´, har lige fået klippet en masse grene af, som var døde af frosten her i vinter.

Buksbomhækken trænger snart til en klipning.

Spireahækken i indkørslen blomstrer.


På vej ind i haven.


Pragtsnerlerne er lige blevet plantet ud i dag. Det burde jeg have gjort noget før, for de havde filtret sig fuldstændig sammen.












De hvide sommeranemoner er sprunget ud.


Selvsået akeleje i bedet med æbletræerne.




Synd jeg ikke kan få duften med på bloggen, den er fantastisk :-)




20. maj 2011

Gittes have III

De af jer, der har fulgt med her på bloggen er sikkert bekendt med, at vi i efteråret var oppe hos min søster og hjælpe hende med at lave have.

Jeg havde håbet på at få nogle gode billeder fra haven i dag, men desværre var lysforholdene ikke optimale lige før middag, hvor vi var der, men i får alligevel et par billeder.


Der er plantet rhododendroner, der har forskellig blomstringstidspunkter langs huset og nede bag siddepladsen. Flere af dem stod i blomst i dag.
Jeg står på terrassen som ligger i skygge til engang hen på eftermiddagen, derfor er det fint med den runde siddeplads ude i haven, hvor solen sender sine stråler ned lidt tidligere på dagen :-)
I bedet t.h. skal der være roser og lavendler.

Gittes datter skulle konfirmeres i dag, og vi var forbi hendes have lige inden festen, for at aflevere lidt planter.  Hun skulle have nogle geranium og hasselurt, jeg havde pottet op til hende, og selvfølgelig fik hun også lige en klokkeranke.

T.v. i bedet ved huset er der blevet plantet 3 hortensia, som blomstrer når rhododendronerne er færdige med deres blomstring.
I midterbedet er der plantet en opstammet dværgsyren og et par hibiskus. Vinteren har desværre været hård ved de fleste af de lyng og heber, der også var plantet i bedet. Det er i dette bed, de hasselurt jeg havde med skal plantes.


Rhododendronerne der blev plantet i efteråret er godt i gang med blomstringen, så allerede her det første år er der kommet farver i haven.

I den anden ende af haven, er der plantet geranium under æbletræet, ikke alle planterne kom op, så derfor havde jeg nogle ekstra planter med, som Gitte kan fylde i hullerne. Jeg tror det hjørne bliver meget flot, når planterne kommer til at dække hele bedet og står med lyserøde blomster.